Project Description

Tandtråd – Find umiddelbar motivation

Tandtråd – Find umiddelbar motivation

De fleste har prøvet tandtråd på baggrund af råd fra os tandlæger: Vores patienter køber en masse tandtråd på vejen hjem fra behandlingen med intention om at påbegynde den nye vane – motivationen er høj fra start. Det ender dog ofte med, at tandtråden bruges en uge, hvorefter den bliver lagt på hylden.

Hvordan kan det være? Vi har et kvalificeret gæt: Tandtråd benyttes i håb om at holde ens tænder pæne eller i frygt for at miste dem – begge langsigtede motivationsmål. For mange bliver motivationen for lav til at blive ved.

Det er simpelthen for svært for os at opretholde en motivation for mål, der ligger så langt ude i fremtiden, når vanen skal ske hver dag. Derfor skal motivationen være umiddelbar.

Tandtråd – Find umiddelbar motivation

Det er svært at opretholde motivationsmål, der ligger langt ude i fremtiden. Derfor kan man skabe en mere umiddelbar ”belønning”, som vækker motivationen dagligt.

Det kan eksempelvis opnås ved at have en simpel vægkalender hængende på indersiden af badeværelsesdøren. Hver dag man har brugt tandtråd, sættes et stort rødt kryds i kalenderen over den pågældende dag. Har man brugt tandtråd flere dage i træk, vil man danne en kæde af røde krydser og jo længere den bliver, jo sværere vil man have ved at bryde den.

Ovenstående er et eksempel på at designe en ny umiddelbar motivation. Som udgangspunkt har den intet med tandtråd at gøre, men spiller på et simpel ubehag ved at bryde et mønster af røde krydser.

Tandtråd – Rid på ryggen af nuværende vaner

Et andet af aspekterne ved at gøre brugen af tandtråd til vane er, at vi simpelthen kan komme til at glemme det. Den bedste måde at sikre, at vi husker at bruge den er ved at koble det på en eksisterende vane: Fx den daglige tandbørstning.

Det kan gøres på forskellige måder. Man kan fx stille tandtråden ved siden af tandbørsten, så den er synlig, når tænderne skal børstes, eller endnu bedre: Bind et lille stykke tandtråd i enden af tandbørsten, så det flagrer med, når munden rengøres. På den måde bliver det meget lettere at huske i forhold til, hvis rullen med tandtråd er gemt væk i toiletskabet.

Jo lettere adfærden omkring tandtråd gøres, des større er sandsynligheden for at skabe en ny vane.

Tandtråd – Skab en   ”mikrovane”

En effektiv metode til kontinuerligt at bruge tandtråd er at starte småt. Hemmeligheden er kun at bruge tandtråd mellem to tænder til at starte med. Det er utroligt let, tager ingen tid og kan gøres selv på de dage hvor motivationen er i bund.

Det er vigtigt at blive ved med kun at bruge tandtråd mellem to tænder indtil man kan mærke, at det bliver en del af en fast rutine. Det kan tage et par dage eller en uge. Lige så stille øges antallet af tænder, indtil man efter en måned eller to bruger tandtråd i hele munden, som den mest naturlige del af morgenritualet.

Dette giver selvfølgelig ikke rene tænder fra starten, men det øger sandsynligheden for, at tandtrådsbrugen varer ved, hvilket giver renere tænder på længere sigt.

TELEFONTIDER

Man.-tors. 8:00 – 16:30
Fredag 8:00 – 14:30
Anmod om tid

FIND OS

GRATIS E-BOG

Rentefri finansiering